Om kennelen

 

Hej! Jeg hedder Poul Bislev og har haft korthåret hønsehund siden den 1. juni 1977. Min første hund var en brun tæve, som jeg fik foræret af en jagtkammerat, der havde fået hende som parringshvalp. Jeg havde ikke meget forstand på eller erfaring med stående hunde, men jeg havde læst bogen ”Jagthundens Dressur” udgivet af Landsjagtforeningen af 1923, hvilket i første omgang var den hjælp, jeg havde. Senere kom jeg i kontakt med Ejvind Hansen, som var en dygtig læremester. Da det blev forår gik jeg i gang med at træne på marken, med henblik på at komme på markprøve. Dina havde været med på jagt hele efteråret og havde her vist, at der var stand i hende. Ham, jeg havde fået hunden af, gik selv lidt på prøve, så det var en selvfølge, at jeg skulle deltage. Den første prøve, jeg deltog i, var en lokal markprøve, hvor jeg var så heldig at få en 2. præmie. Jeg var meget stolt og meldte derefter Dina til den første anerkendte markprøve den 16. april 1978. Dina var da lige godt 12 måneder. Prøven blev holdt i Børglum af Landsjagtforeningen af 1923 og Ole Svendsen var dommer. Efter flere slip i løbet af formiddagen var jeg så heldig at få en stand lige før middag, hvor alt var i orden, så mit første stempel i stambogen gav en 1. præmie + at jeg blev bedste unghund. Hermed var interessen for hundesporten vagt, og i de efterfølgende år deltog jeg i diverse forskellige prøver, og jeg opnåede blandt andet at blive pokalvinder med Dina i åben klasse. Dina var en hund der udstillingsmæssigt havde en god krop men også et lidt for bredt hoved og for kort en næse, så på udstilling fik hun kun en 2. præmie.

 

I november 1987 fik jeg en ny hund, en spættet tæve der hed Nordboen Zita. Zita var en meget robust hund med en kanon rejsning og en meget stor jagtlyst. Zita var meget tidlig udviklet og moden, noget som vi har kunnet bevare i vores avl frem til de hunde, vi har i dag. Zita deltog i sin første markprøve 6 måneder og 10 dage gammel en lokalprøve hvor hun blev bedste unghund, og opnåede da hun var kun 7 måneder gammel at få en 2. præmie på anerkendt markprøve. Med Zita deltog jeg i et utal af prøver og udstillinger, og hun opnåede pæne resultater begge steder.

 

På Zita lavede jeg 5 kuld hvalpe, og hermed blev hun stammoder til vores nuværende stamme. Vi har blandt andet lavet Bislevs Soffi 2, som min søn Jakob har ført på prøve, og opnået rigtig mange gode resultater med. Soffi er en meget smuk hund og har opnået at blive 1. vinder på flere udstillinger. Desuden er hun flere gange blevet placeret i vinderklasse. Fra Zita har vi i Soffi bevaret en stor jagtlyst, stor sikkerhed på fugl og en rigtig stærk rejsning.

 

På Soffi har Jakob haft fire gode kuld hvalpe og herfra stammer også min nuværende hund Nørre Skindbjergs Steffi. Steffi er en meget nem hund at have i hjemmet, og har meget hurtigt opnået meget fine resultater på prøver og udstillinger. Blandt andet kan nævnes at hun er blevet udstillingschampion, og at hun i 2004 deltog i fire mark- og brugsprøver og opnåede fire 1. præmier (se i øvrigt resultatlisten under menupunktet ”Steffi”).

 

Det var lidt om mig og min forhistorie. Har du spørgsmål eller kommentarer, er du meget velkommen til at kontakte mig.

 

De bedste korthårshilsner

Poul